Dansk tobaksmilliardær er død
Tobaksmilliardæren Henrik Halberg er pludseligt død 70 år gammel. Det skriver Fyns Amts Avis.
Henrik Halberg var hovedaktionær i familievirksomheden Halberg A/S, der blandt andet står bag tobaksfirmaet Mac Baren Tobacco Company.
Henrik Halberg døde søndag formiddag.
- Det er meget trist og alt for tidligt, siger adm. direktør i Mac Baren, Per Buch, til Fyns Amts Avis.
Henrik Halberg var fjerde generation i Halberg-koncernen, der blev grundlagt af hans oldefar Harald Halberg i 1887. Udover tobaksvarer beskæftiger koncernen sig med hoteldrift og virksomhedsinvesteringer.